Gorm Anker Gunnarsen. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten. Medlem af Børne- og ungdomsudvalget og Sundheds- og omsorgsudvalget.

Affaldsforliget efterlader det svære affald uhåndteret

Nu skal borgernes affald behandles af private virksomheder. Men det er problematisk at betale private for at bearbejde bestemte affaldstyper, inden de mest udgiftskrævende dele også er håndteret.

Det nye affaldsforlig har en ambition om en mere ansvarlig forvaltning af alle de materialer, vi ikke selv kan bruge. For at få gang i den cirkulære økonomi stiller vi til stadighed mere vidtgående krav til borgernes omhu, når de skiller sig af med noget.

Det er et meget alvorligt benspænd for ambitionen om den cirkulære materialestrøm, at partierne bag affaldsforliget (som også omfatter mit eget) har bestemt, at borgernes affald skal behandles af private virksomheder.

Stridspunktet her er, hvornår det kan lade sig gøre.

Under markedsvilkår kan virkelig meget lade sig gøre, når bare miljøhensyn ikke sættes højest. Der er ikke penge i at omstille affaldsindsamlingen til eldrift, som vi er ved at gøre det i København. Der har derimod været penge i, at malaysiske småvirksomheder fyrer med de mindst attraktive fraktioner fra københavnernes plastik. På markedsvilkår kan det københavnske bioaffald ende med at blive transporteret til Jylland. Og polske godsejere kan fylde hullet i både pengekasse og grusgrav, hvis de underbyder mere ansvarlige aktører.

Det er et fornuftigt pejlemærke i affaldsforliget, at affaldet skal håndteres så tæt ved kilden som muligt. Vi har dog et stort problem: Vi har mere forbrændingskapacitet i Danmark, end vi har forbrændingsegnet affald.

Dette grundlæggende kapacitetsproblem kan i meget høj grad forklares med den tåbelige beslutning, som Corydonorienterede socialdemokrater og højrefløjen tog om at bygge ovnen under skibakken på Amager dobbelt så stor som nødvendigt. Den cirkulære økonomi var ikke Frank Jensens kop te, da beslutningen om forbrændingens omfang blev truffet i starten af 2010′ erne.

Men hvilke danske forbrændingsanlæg skal udfases først? Skal det være de anlæg, der er billigst i drift? Eller skal det være de anlæg, der udleder færrest miljøskadelige stoffer? Det er ikke afklaret med forliget, men afhænger af, hvorvidt de kommunale ejere inden nytår kan blive enige om en rækkefølge for afviklingen af anlæg.

Vis borgerne respekt

I København har miljøansvarlige borgere de seneste par år holdt bioaffald adskilt fra det øvrige forbrændingsegnede affald.

Vi har arbejdet systematisk med at ændre folks vaner og bedt dem om at samle køkkenaffald separat, så vi kan indsamle bioaffaldet separat og fra biofraktionen oparbejde biogas til busdriften i København og økologisk gødning til landbrug på Sjælland.

Vi har som kommunalt ejet selskab påbegyndt et anlæg i Solrød for at sikre mindst mulig transport mellem borgere, anlæg og økologiske landbrug. Vi har som forbrugere i byen pligt til at levere mest muligt fosfor tilbage til landbruget, lige som det sjællandske opland har pligt til at sikre, at København har adgang til giftfrit grundvand.

Hvorfor skal vores bioløsning nu have private ind på et tidligere tidspunkt? Hvis plastik ikke skal være brændsel, og det ikke skal være meget energitungt at bearbejde, så er det nødvendigt at sortere mekanisk i plasttyper.

Vi har brug for sorteringsanlæg i Danmark, og det bør vi hurtigst muligt sikre, at vi får. Hvis alt plast skal videresælges med et skarpt blik for, at intet plast dumpes i havet eller ender med at brænde i små ovnes lave temperaturer, så er der ingen vej uden om at samle håndteringen af alt plast. Dermed kan det offentlige sikre sig et blik for den samlede cirkulation af plast i økonomien.

Som folkevalgt politiker i bestyrelsen for Amager Ressourcecenter er jeg bekymret for, at det overordnede overblik og den samlende styring af ressourcestrømmen vil gå tabt, hvis vi lader private overtage kontrollen med profitable fraktioner, inden de ikkeprofitable fraktioner også er håndteret.

Det vil først og fremmest være respektløst over for de borgere, som med stor omhu sorterer deres affald, bruger deres sparsomme kvadratmeter på at holde styr på de mange fraktioner og altså lægger en betydelig indsats i udviklingen af en cirkulær økonomi.

Hvis affald markedsføres, inden alle fraktioner er håndteret, og hvis private selskaber får lov til at klunse direkte fra borgerne, så vil det undergrave grundlaget for borgernes tillid.

Det er ikke bæredygtigt, at borgerne sorterer, mens private kun bearbejder de mest interessante affaldsfraktioner.

Lad os i stedet styrke de kommunale affaldsselskaber gennem inddragelse af de interessenter, som i hverdagen sikrer den mest grundlæggende forudsætning for etablering af en cirkulær økonomi. Lad selskabernes generalforsamlinger og bestyrelser omfatte borgere, som med deres daglige kildesortering baner vejen for fremtidens cirkulære økonomi. Og lad borgerne afgøre, hvornår i håndteringen det er ansvarligt at videresælge materialerne til private virksomheder.

Med mere magt til de primære interessenter kan vi sikre, at intet affald efterlades.

Trykt i Information 10/8-2020