ALMENE UNGDOMSBOLIGER PÅ VEJ I TEATERHAVEN

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om man vil yde tilskud til almene ungdomsboliger i det kommende byggeri i Teaterhaven på Østerbro. 60 boliger på mellem ca. 33 og 49 m2 kan skyde op som en del af det private byggeri, hvis politikerne giver grønt lys til at støtte projektet.

Almene ungdomsboliger er en eftertragtet vare i København, og der er gennem de senere år løbende sat penge af i de kommunale budgetter til at støtte opførslen byggerier i København. Og nu kan et nyt byggeri på Østerbro måske snart se dagens lys. Mandag skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til, om man ønsker at støtte opførelsen af 60 almene ungdomsboliger som en del af Teaterhaven på Østre Gasværksgrunden på Østerbro. Og det er teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) klar til:

– Der er stor mangel på almene ungdomsboliger i København, og derfor skal vi stille krav om almene boliger i privat byggeri, hver gang muligheden byder sig. Det har vi blandt andet gjort i Teaterhaven, og det betyder, at der i fremtiden vil være 60 ungdomsboliger med loft over huslejen i dette nybyggeri, og det kan vi kun være tilfredse med, siger Ninna Hedeager Olsen.

Beboerne vil blandt andet have fri adgang til flere tagterrasser og en åben gårdhave på første sal. Projektet består af cirka 240 ungdomsboliger, hvoraf 60 altså er almene ungdomsboliger. Bebyggelsen vil blive udformet som en hestesko i syv etager, og størstedelen af boligerne indrettes med et lille køkken med spiseplads samt et større sove- og opholdsrum med siddekarnap. 12 lejligheder bliver på 33 m2. Den kommunale støtte stammer fra en pulje til almen grundkapital fra 2015 og er på 7,291 mio. kr. Ninna Hedeager Olsen understreger vigtigheden af et vedvarende fokus på almene boliger i København:

– Københavns nye byggerier skal ikke udvikle sig til lukkede områder, hvor kun eliten har råd til at bo. Og Enhedslisten ser gerne, at det bliver muligt at stille krav om, at langt mere end en fjerdedel af byggeriet skal være alment. Det er vores ansvar, at folk med små indkomster også har mulighed for at bo i byen, og derfor skal vi støtte opførelsen af flere almene boliger i hovedstaden, siger Ninna Hedeager Olsen.

Teaterhaven kommer til at ligge stationsnært med en metro inden for 600 meter og mindre end 4 km fra Rådhuspladsen. Teknik- og Miljøudvalget skal behandle sagen mandag d. 24. august, se indstillingen her: https://www.kk.dk/indhold/teknik-og-miljoudvalgets-modemateriale/24082020/edoc-agenda/00f89a16-fff3-4b9e-8d21-30cd75f0e376/7a79bf52-3715-4bac-8a3d-e53f6f9bb1aa