Karina Vestergård Madsen. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten. Gruppeformand og medlem af Økonomiudvalget og Socialudvalget.

Borgmestre i København: Vi skal forbedre det levede liv i København, her er seks ønsker til en ny regering

Folketingsvalget bliver afgørende. Ikke bare for, hvem der skal danne ny regering. Men også for, hvilken politik der føres i København. Selv om vi er borgmestre i Danmarks største by og hovedstad, er vi underlagt national lovgivning i vores arbejde. Det betyder, at en lang række af de ændringer, vi ønsker at foretage, skal godkendes af Folketinget.

Den nuværende borgerlige regering har desværre i vidt omfang undladt at skabe ordentlige rammer for vores arbejde. Det har haft den konsekvens, at vi ikke har haft mulighed for at investere lige så meget i velfærd og grøn omstilling, som vi har ønsket, og som har været nødvendig for at følge med befolkningsudviklingen.

Regeringen har senest med sit hovedstadsudspil vist, at den måske nok har visioner for hovedstaden, men at disse visioner hverken stemmer overens med flertallet af københavnernes eller adresserer københavnernes største drømme og udfordringer.

Københavnerne er bekymrede over klimaforandringerne, og om luften, de indånder, gør dem syge. De er bekymrede over dårlige normeringer i daginstitutionerne og et presset socialområde. De er bekymrede for, om der er nok billige boliger. De føler sig så klemt mellem ambitiøst arbejds-, fritids-og familieliv, at 27 procent af dem har et højt stressniveau. Byens børn og unge vil gerne dyrke idræt, men faciliteterne mangler. Og byens boligmasse, naturområder og kulturmiljøer er truet af kapitalinteresser.

Den nuværende regering har ikke selv præsenteret nogen plan for at forbedre det levede liv i København.

Derimod har den aktivt hæmmet vores muligheder for at give københavnerne de rammer, de efterspørger. Derfor håber vi borgmestre, at folketingsvalget fører til et regeringsskifte. Og endnu vigtigere: Vi står sammen om seks konkrete appeller til en ny regering, som vil gøre det muligt for os at skabe et mere bæredygtigt København med ordentlig velfærd.

1. Fjern den økonomiske spændetrøje

Et af vores vigtigste ønsker til en ny regering er en markant mere velfærdsvenlig økonomisk politik. Det kræver et markant større økonomisk råderum, der tillader kommunerne at investere i daginstitutioner, socialtilbud, plejehjem og kultur-og fritidsfaciliteter, så vi kan følge med det stigende antal børn og ældre.

Som så mange andre kommuner halter vi desværre allerede efter i København, fordi vi har været underlagt så stramme rammer, at vi har måttet spare andre steder for at finde penge til nye skoler og plejehjemspladser.

Det har vi brug for en ny regerings hjælp til at rette op på.

2. Roadpricing og miljøzoner

København og hovedstadsregionen generelt er hårdt plaget af trængsel og luftforurening. Det går dels ud over økonomien. Men endnu vigtigere: Det går ud over borgernes sundhed og trivsel. Det estimeres, at der hvert år dør 1.700 borgere i hovedstadsområdet af luftforurening. Samtidig står vi som land og klode over for en potentiel klimakatastrofe. Et tiltag, der kan hjælpe i kampen mod alle disse udfordringer, er roadpricing.

Derfor vedtog vi i København sidste år, at vi ønsker at indføre roadpricing og mere restriktive miljøzoner. Det kræver dog tilladelse fra regeringen, og det har vi endnu ikke fået.

3. Mere alment byggeri

København mangler i dag billige boliger og kommer også til at gøre det fremover. I dag har vi som kommune ret til at kræve, at 25 procent af nybyggeriet skal være alment. Vi så gerne, at regeringen gjorde det muligt at sikre 25 procent almene boliger i hele byen, og at vi samtidig fik mulighed for at indføre bopælspligt i alle nybyggede boliger. I dag estimeres det, at der er 3.000 københavnske boliger, der gerne må stå tomme. Det er tåbeligt i en by, der i den grad mangler boliger til almindelige mennesker.

4. Forsøgsordning med legalisering af cannabis

København har gennem flere år været præget af voldsom bandekriminalitet, som desværre også har haft adskillige dødsofre. Kriminaliteten centrerer sig om cannabismarkedet. Derfor har et flertal i København i længere tid ønsket at afprøve en legalisering af cannabis, hvor man sælger cannabis under kontrollerede forhold og dermed fjerner grundlaget for en masse kriminalitet. Indtil videre har både røde og blå regeringer dog afvist at efterkomme dette ønske, og københavnerne har måttet leve med følgerne.

5. Lempeligere beskæftigelsespolitik

Den stramme beskæftigelseslovgivning har store menneskelige konsekvenser for dem, der jagtes rundt i systemet.

Vi ønsker et helt andet beskæftigelsessystem, hvor syge får den ro, de har brug for, og som er bygget på positive incitamenter, så arbejdsløse ikke tvinges gennem det ene meningsløse forløb efter det andet.

Det må vi bare ikke indføre, før Folketinget lemper beskæftigelseslovgivningen.

6. Stop Blackstone

Udenlandske kapitalfonde som Blackstone har de seneste år gjort sit massive indtog på det københavnske boligmarked. De opkøber forholdsvis billige lejeboliger, renoverer køkken eller bad og sætter huslejen kraftigt i vejret, så boligerne bliver umulige for almindelige mennesker at betale. Som kommune er det begrænset, hvad vi kan gøre, for vi regulerer ikke husleje.

Der er brug for national lovgivning, som stopper muligheden for at sætte lejepriser voldsomt i vejret.

 

Bragt i Politiken d. 31/5-2019