Gorm Anker Gunnarsen. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten. Medlem af Børne- og ungdomsudvalget og Sundheds- og omsorgsudvalget.

Havnetunnellen er sort

»Vi bliver også nødt til at have fokus på de borgere i indre by, der bor midt i røg, støj og møg, som ikke har grønne områder lige uden for deres dør. Der skal vi finde løsninger, som kan være at lede trafikken udenom, selv om Enhedslisten og andre vil sige, at det bare er en støtte til biltrafikken«, siger Sophie Hæstorp Andersen (S) til Politiken 30. oktober om anledningen til at bygge en havnetunnel.

Når Enhedslisten siger, at en havnetunnel støtter biltrafikken, understøttes det af et svar fra kommunens økonomiforvaltning 8. oktober, der vurderer, at byggeri af en havnetunnel vil lede til 231.000 flere køretøjskilometer per hverdagsdøgn i Hovedstadsregionen i 2035. Og dermed en ekstra udledning af CO2 på ca 10.000 tons årligt.

Hvis vi derimod gør det sværere at pendle tværs igennem indre by og andre kvarterer, herunder også Nordhavn og Amager Øst, vil vi opnå en omstilling af pendlertrafikken fra biler til mere bæredygtige transportmidler. Det viser vores erfaringer med fredeliggørelsen af Nørrebrogade, hvor en pæn andel af den tidligere biltrafik er fordampet.

Trykt i Politiken 6/11-2020

Blogger: