LØSNINGEN FOR SMEDETOFTEN ENDELIG KLAR

Nikker politikerne i Teknik- og Miljøudvalget til projektforslaget, kan det længe ventede byrum på Smedetoften stå færdigt om lidt over et år. Teknik- og miljøborgmesteren er begejstret for, at Smedetoften nu endelig får sit tryghedsskabende løft. 

Fremtiden ser i bogstaveligste forstand både lys og grøn ud for Smedetoften i Københavns Nordvestkvarter. I mange år har de lokale efterlyst tryghedsfremmende tiltag i området, som er plaget af hurtig bilkørsel, mangelfuld belysning og manglen på et naturligt sted at mødes på tværs af kvarteret. Siden områdefornyelsen kom til Nordvest, er forskellige initiativer med hjælp fra både børn og voksne blevet til virkelighed i kvarteret, og nu ligger også et projektforslag for Smedetoften klar til politisk godkendelse. Et projekt som har været længe ventet og som vækker glæde hos teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL):

– Med omdannelsen af Smedetoften fra et nedslidt areal med få funktioner til et åbent torv med indbydende opholdsmuligheder får vi både skabt et naturligt samlingssted i kvarteret og gjort noget ved utrygheden. Jeg er glad for, at det lykkedes Enhedslisten at skaffe penge til projektet for to år siden, og nu glæder jeg mig meget til, at projektet kan blive til virkelighed, siger Ninna Hedeager Olsen.

Teknik- og Miljøforvaltningen har på baggrund af inddragelse af lokale borgere, berørte grundejere, Klub Smedetoften, lokale erhvervsdrivende og Bispebjerg Lokaludvalg udarbejdet et forslag til ny indretning af arealet omkring Klub Smedetoften og byrummet langs Smedetoften.

Med forslaget omdannes arealet bag klubben til et torv, hvor både klubbens brugere og naboer, børn og ældre kan opholde sig eller passere trygt igennem på alle tidspunkter af døgnet. Derfor vil der også blive etableret flere indgange til det nye samlingssted.

Ifølge planen skal torvet også indeholde buske, nye træer, en byhave med staudebede, en åben pavillon, multiboldbane og værkstedsfaciliteter. I seks meters højde over torvet installeres en lysring på 25 meter i diameter som vartegn over Smedetoften. Lysringen vil hen over året skifte til farver, der er tilpasset årstiden, fx rødlige nuancer om efteråret.

På fortovet foran klubben opsættes siddemøbler, og området belyses med mindre lysinstallationer. Siddemulighederne og lys skal være med til at skabe en højere grad af tryghed.

Der er stor lokal opbakning til projektet. Baggrunden er ønsket om større tryghed i området, fællesskab mellem beboere og brugere i forskellige aldersgrupper, trygge forbindelser hen over arealet bag Klub Smedetoften, flere træer og bedre mulighed for ophold. De nærmeste naboer har i forbindelse med inddragelsen af lokalmiljøet udtrykt bekymring for indkig fra torvet og larm fra blandt andet boldspil. På den baggrund er det besluttet at undlade at ophænge basketballkurve, og naboerne vil blive skærmet for indkig ved øget beplantning.

Teknik- og Miljøudvalget tager stilling til projektforslaget mandag d. 23. september.

Anlægsarbejdet forventes igangsat primo 2020, og anlægget forventes ibrugtaget ultimo 2020.

 

Fakta

  • Torvet får ny belægning i teglsten i gråbrune nuancer, og der opsættes tryghedsskabende belysning og Københavnerbænke langs gangarealerne. Der opsættes tillige belysning hen
  • Der opsættes 24 nye cykelparkeringspladser i området omkring torvet, hvorefter det samlede antal cykelparkeringspladser her er 64 pladser
  • Der plantes samlet set 31 nye træer, herunder 11 paradisæbletræer, tre naurtræer, fire tyrkisk hassel, tre omorikagran, seks pagodetræer og fire spiseæbletræer. Der fældes tre træer som led i projektet