Ny cykelredegørelse kalder på investeringer i København

Den årlige cykelredegørelse fra Københavns Kommune er nu offentliggjort. Redegørelsen viser, at flere nu vælger cyklen frem for andre transportløsninger, men kalder også på øgede investeringer, hvis trafikken skal glide bedre i hovedstaden.

Selvom København flere gange er kåret til verdens bedste cykelby, senest i 2017, er det ikke altid en dans på roser at komme igennem byen på to hjul. Det skyldes blandt andet, at vi det seneste år er blevet flere cyklister på byens cykelstier. Således er andelen af københavnere, der cykler til og fra arbejde og studie i kommunen, steget fra 41 til 43 pct. fra 2016 til 2017. Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) er glad for at se, at flere tager cyklen, men hun understreger samtidig, at stigningen også gør det nødvendigt med løbende investeringer i området, så københavnerne ikke pludselig vælger cyklen fra:

– Det er en gevinst, hver gang folk vælger cyklen, og det skal vi bakke op om med investeringer, der gavner cyklismen. Hvis cyklen pludselig bliver valgt fra på grund af trængsel eller utryghed, vil det skabe store komplikationer for den øvrige trafik og nedsætte fremkommeligheden markant. Derfor er det nødvendigt, at vi understøtter den positive udvikling ved at etablere flere og bredere cykelstier, og hvor det er nødvendigt, må det blive på bekostning af bilisternes areal, slår Ninna Hedeager Olsen fast.

Hun peger på Torvegade på Christianshavn som et eksempel på, hvor arealfordelingen er helt skæv. Her krydser ca. 4.400 cyklende kvarteret i morgenmyldretiden, mens kun 1.800 køretøjer gør det samme. Og der er udsigt til, at endnu flere cyklister vælger denne rute fremover, til trods for at cykelstien kun er et par meter bred og dermed langt fra kan rumme de mange cyklister. Dermed er Torvegade et godt eksempel på et sted, hvor byens infrastruktur er utidssvarende, og hvor det er nødvendigt at sætte ind, mener borgmesteren.

Ligeledes er det nødvendigt at skabe større incitament for folk fra omegnskommunerne til at tage cyklen og lade bilen stå. Hver dag krydser omkring 550.000 køretøjer kommunegrænsen, og det er omkring ti gange så mange biler som cykler.  Det går hårdt ud over fremkommeligheden på vejene i København, og derfor skal der forandringer til ifølge Ninna Hedeager Olsen:

– Hver eneste dag kan vi konstatere, at der er for mange biler i København set i forhold til, hvad byen kan rumme. Det er vi nødt til at gøre noget ved. Derfor må Christiansborg hjælpe os med enten en trængselsring eller roadpricing, og så må vi i København indrette vores sparsomme areal, så det tager størst muligt hensyn til de pladseffektive transportformer som fx cyklen og dermed gøre det uhensigtsmæssigt at benytte bilen i København. Vi har politisk vedtagne mål om at reducere bilismen i København, og derfor må der også være et politisk flertal, som bakker op om at prioritere cykelområdet de kommende år. Det er den rigtige løsning på vores trængselsproblemer i byen, understreger Ninna Hedeager Olsen.