Omstridte byggerier kræver mere tid, hvis københavnerne skal inddrages ordentligt

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) har svært ved at se, hvordan københavnerne kan få indflydelse på rammerne for byggeriet på Amager Fælled og Stejlepladsen.

Der har været stor modstand mod de kommende boligkvarterer, som skal opføres på Amager Fælled og på Stejlepladsen i Københavns Sydhavn. Alligevel besluttede et politisk flertal bag lukkede døre og uden forudgående inddragelse af københavnerne, lokaludvalg og grønne organisationer at ignorere opråbene, og at de grønne områder skal bebygges. Flertallet lagde sig også allerede dengang fast på, hvor meget der må bygges, og dermed hvor mange penge salget af grundene skal give i kassen hos By & Havn.

Teknik- og Miljøudvalget skal mandag behandle såkaldte startredegørelser for begge områder. Startredegørelserne sætter de overordnede rammer for udarbejdelsen af egentlige lokalplaner. Men By & Havn har allerede udskrevet en arkitektkonkurrence, der afgøres inden for kort tid, og dermed ser det demokratiske underskud ud til at fortsætte, mener teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL):

– Startredegørelser sætter de overordnede rammer for udviklingen af byggeprojekter, og derfor ville det have været naturligt at lade politikerne blive enige om disse rammer, inden en arkitektkonkurrence skydes i gang. Særligt når overborgmesteren har lovet en stærk og udvidet borgerinddragelse. Vi bør tage udgangspunkt i de lokale ønsker i stedet for at binde projektet op på resultatet af en prestigefyldt arkitektkonkurrence, siger Ninna Hedeager Olsen.

I Sydhavnen ønsker de lokale, at et kommende byggeri udstykkes i små byggefællesskaber, og på den baggrund ønsker borgmesteren en ny startredegørelse og en længere proces for Stejlepladsen, så Fiskerhavnens egenart respekteres. Partierne bag aftalen om byggerierne har allerede har lagt sig fast på blandt andet bebyggelsesprocenter, og teknik- og miljøborgmesteren frygter, at de derfor heller ikke interesserer sig for input fra københavnerne:

– Det virker som om, at partierne allerede har givet håndslag på, hvordan rammerne for byggerierne skal være, når de har så travlt med at få en lokalplan på plads. Men det nytter ikke noget at kortslutte den demokratiske proces på denne måde. Når man tillader sig at planlægge kæmpe byggerier på fredede naturområder, er man i det mindste nødt til at vise hensyn til de lokale beboere ved at lytte til deres input. Vi skal ikke lade os diktere af en arkitektkonkurrence udskrevet af By & Havn – vi skal lytte til københavnerne og bruge den tid, de kræver, siger Ninna Hedeager Olsen.

Enhedslisten holder stadig fast i, at byggerierne slet ikke bør blive til virkelighed på hverken Stejlepladsen eller på Amager Fælled. Samlet set vil de to projekter dække over 291.000 m2 byggeri.

Teknik- og Miljøudvalget skal behandle indstillingerne på et møde mandag d. 4. november.