Mand trækker nummer. Foto: Mark Knudsen

Beskæftigelse

Den frihed og medbestemmelse, vi som københavnere nyder, skal også gælde de københavnere, der står uden arbejde. Skiftende regeringers beskæftigelsespolitik har ført til en klapjagt på arbejdsløse, der både er dehumaniserende og uproduktiv

I Enhedslisten København mener vi ikke, at vores skattepenge skal bruges på overdreven kontrol af de arbejdsløse. Beskæftigelsesindsatsen bør i højere grad bygge på tillid og have fokus på, hvordan den enkelte kan bidrage til arbejdsmarkedet med de ressourcer, man har. Vi ønsker desuden bedre muligheder for efteruddannelse.

Vi skal prøve at sprænge lovgivningens snærende rammer og genskabe tilliden til de arbejdsløse. Vi skal have tilliden tilbage til de ansatte i jobcentrene, så deres arbejdstid kan bruges på arbejdsformidling fremfor kontrol af de arbejdsløse. Enhedslisten går ind for frihed og medbestemmelse – også for de arbejdsløse.

Masser af mennesker er blevet ramt af kontanthjælpsreformerne og har fået forringet deres levevilkår alvorligt. Ikke mindst børnene må lide i de berørte familier. I Enhedslisten er det en hovedprioritering at arbejde for, at kommunen gør alt, hvad der er muligt for at sikre disse mennesker en værdig tilværelse. Herunder vil Enhedslisten arbejde for at skabe og støtte op om småjobs af 5-6 timers varighed pr. uge, som kan betyde, at reformens konsekvenser afbødes.

Enhedslisten vil arbejde for, at ledige, der er længst fra arbejdsmarkedet, bliver rykket forrest i jobkøen. Det vil konkret betyde, at Københavns Kommune skal ansætte den ledige ansøger, når kvalifikationerne hos ansøgerne til en stilling er ens.