Fælledparken.

Det grønne København

København skal være en by, hvor der er plads til alle og plads til at leve livet i fællesskab med andre københavnere. Et København, hvor det er hensyn til mennesker, natur og miljø, der er afgørende for, hvordan vores by skal se ud og udvikle sig og ikke hensyn til pengeinteresser. I København skal vi tage ansvar for, hvordan vi påvirker verdenen og kommende generationer. Derfor skal vi i København passe på naturen og miljøet.

København skal være en by, som vi lever i og ikke bare en by, vi bor i. Derfor skal vi have en by, hvor alle uanset erhvervsgruppe eller livssituation, har råd til at bo. For at få en levende by skal vi have byrum, der passer til de behov, som de mennesker, der bor i lokalområderne, ønsker og har brug for. Vi skal sørge for, at vi har en god blanding af boliger, erhverv og de mere udadvendte funktioner som butikker, caféer, restauranter, kulturtilbud osv. i alle dele af byen.

Vi er desværre underlagt markedsøkonomien og er afhængige af, at der er folk, der kan se en forretning i den levende by. I et kapitalistisk samfund som det danske har privat ejendomsret og markedsøkonomi alvorlige konsekvenser ikke blot for samfundet og det enkelte menneske, men også for naturen og miljøet.

Vi vil have et København, hvor det ikke er muligheden for et overskud på bundlinjen, der afgør, hvordan vores by kommer til at se ud. Derfor vil vi have mulighed for, at vi i fællesskab kan etablere boliger, rekreative områder, erhverv og andre nødvendige funktioner, der understøtter en god byudvikling.