Uligheden vokser i København i disse år. Forskellene bliver større mellem dem med ressourcer, overskud og gode jobs og dem, der står uden nogen af delene, og derfor bliver forskellene mellem forskellige dele af byen også større. I andels- og ejerboligerne samles de veluddannede og vellønnede, mens mennesker der er fattige, kortuddannede og arbejdsløse i høj grad bor i bestemte almene boligområder.
Boligprisernes himmelflugt er medvirkende til, at byen deles op, og det truer byens fællesskab. Når man kun bor sammen med dem, der ligner en selv, så er det svært at kende og genkende hinandens forskellige liv. Så bliver man vred på og bange for hinanden. Ligesom livschancerne for mange, der vokser op i boligområder med fattigdom og arbejdsløshed, er ringere end andres.
Uligheden viser sig også, når mennesker i bestemte boligområder lever mere end 7 år kortere og med flere sygdomme end andre københavnere.
Uligheden er den største trussel mod byens sammenhængskraft og mod fællesskabet København. Derfor er det centralt at løfte de udsatte boligområder socialt, fysisk og kulturelt, så de bliver attraktive for alle. Samtidig skal alle boligområder blandes og have plads til alle, også de områder hvor de veluddannede klumper sig sammen.
Frihed burde være for alle, ikke kun dem der har råd. Derfor er lighed en forudsætning for reel frihed. Det kræver en omfattende omfordeling fra dem, der har mest, til dem der har mindre. Og det kræver, at vi sikrer, at alle har lige adgang til sundhed, uddannelse, bolig og andre fornødenheder. Men ulighed og ufrihed handler ikke kun om penge eller klassetilhørsforhold. Også køn, etnicitet, handicap, seksualitet, alder og meget andet er udgangspunkt for diskrimination og undertrykkelse.
Uligheden er tydelig, når folk i nogle bydele får flere sygdomme og lever kortere. Når visse jobs har rekorder i arbejdsskader, stress og sygemeldinger. Og når de mest udsatte havner i bunden af sagsbehandlernes bunker. Vi vil modsat have en mere lige by og modarbejde alle tiltag, der øger uligheden. Derudover er det vigtigt, at vi også i den daglige politik tænker lighed ind i arbejdet, eksempelvis i forhold til en udgående indsats, så også socialt udsatte kan sikres de samme muligheder som andre. Lighed er også lighed på arbejdsmarkedet, og her skal vi blandt andet sikre, at der oprettes de skåne- og flexjobs, der er behov for.