Når jeg som lokalpolitiker mødes med medlemmer af folkeskolernes bestyrelser er en hyppig fortælling, at bestyrelsen aldrig samlet diskuterer skolens økonomi. Møderne ender ofte med kun at handle om mindre detaljer, der overskygger diskussioner af de store linjer i planlægningen af skolens udvikling.
Men en demokratisk samtale fordrer en høj grad af fokus på større valg og prioriteringer. Når vi i disse år diskuterer, hvorvidt der i almenskolen er plads til elever med diagnoser, har mange forældre ikke blik for det centrale i diskussionen. Mange bestyrelser i den københavnske folkeskole har ikke gjort det synligt for forældrene, at inklusionen i den almene skole af en speciel elev med særlige behov i København udløser ekstra ressourcer. Skoleledelsen kan i hverdagens travlhed have glemt at fremlægge en plan for, hvordan den nye opgave vil blive løst. Måske kan den løses på en måde, der forbedrer undervisningen for alle?
Vi har i København, som i resten af landet, oplevet en stigning i antallet af elever, der skal tilbydes undervisning på specialskole. Den almene skole er altså blevet mindre rummelig. Det må betyde, at vi har brug for en samtale om, hvordan vi skaber en skole, der bedre kan rumme de børn, som faktisk er i skolen. Det er en udfordring til de rammer, vi sætter om skolen, og den pædagogik, som skolen er med til at udvikle blandt lærerne. Alle partier på Københavns Rådhus har netop stemt for, at udvide bevillingen til de almene folkeskolers specialpædagogiske kompetencer.
Det vil kun lykkes at omsætte pengene til bedre undervisning, hvis skolebestyrelserne diskuterer planerne for, hvordan opgaven løses på deres egen skole.
Blogger:
Trykt i AmagerBladet 5/11-2019