Rasmus Holme Nielsen, Jean Thierry og Susanne Langer fra Enhedslisten Nordvest og Teknik- og miljøborgmester for Enhedslisten Ninna Hedeager Olsen (nr. 2 fra venstre).

Nordvest

Alle skal kunne bo i Nordvest
Mangfoldigheden i Nordvest er en af de vigtigste ting for beboerne i vores bydel. Det skyldes, at boligerne i vores kvarter ofte stadig er til at betale for mennesker med almindelige job, eller som er ramt af arbejdsløshed. Desværre bliver flere og flere boliger så dyre, at kun de rigeste har råd til at betale dem.

“Det er et stort problem, at almindelige mennesker er tvunget til at flytte ud af byen. Vi har simpelthen brug for almene boliger til københavnerne”, mener Jean Thierry fra Enhedslisten Nordvest.

Derfor foreslår Enhedslisten, at Københavns Kommunale Boligselskab genoprettes, så vi alle kan få tag over hovedet. “I øjeblikket tjener boligspekulanter stort på, at mange mangler et sted at bo. Derfor skal vi bygge i fællesskab, så det er til gavn for alle – ikke for boligspekulanterne”K uddyber Jean Thierry, der selv er aktiv i Københavns største boligforening.

Nej til fattigdom – lad os bryde rammen
I Nordvest er den gennemsnitlige husstandsindkomst den laveste i hele København. Sammenlignet med f.eks. Østerbro er der 6.000 kr. i forskel på, hvor mange penge en husstand har at leve for hver måned.

I Enhedslisten ønsker vi ikke en skæv by, hvor ens adresse er afgørende for, om man kan give sig selv eller sine børn tøj på kroppen, mad i maven eller tag over hovedet.

Derfor skal vi have afskaffet fattigdom i København. Hvis vi skal gøre det, så kræver det et grundlæggende opgør med kontanthjælpsreformerne og andre regnearksreformer fra Folketinget, som skaber et mere ulige samfund.

Hvis rammerne og reformerne fra Folketinget ikke giver os københavnere mulighed for at tilbyde syge, hjemløse eller arbejdsløse medmennesker en værdig hverdag, skal vi fremover bryde rammen i stedet for at arbejde inden for dens stramme budgetter.

>> Vi kæmper for en lige by, hvor alle kan give sine børn tøj på kroppen, mad i maven og tag over hovedet.
Jean Thierry, Enhedslisten Nordvest

Nordvest – den mangfoldige bydel
I Nordvest bor vi mennesker fra hele verden side om side, og det er med til at skabe en fantastisk bydel. En bydel hvor vi tager os af hinanden, og hvor foreningslivet bidrager til et rigt og mangfoldigt udbud af kultur og fritidsaktiviteter. Uanset om det er fredagsbøn i Moskeen eller folkekøkkener i Ungdomshuset, er de ting vi laver for vores børn, vores nabo eller vores venner, det der gør Nordvest til Nordvest.

Rasmus Holme Nielsen fra Enhedslisten Nordvest udtaler: “Det skæve, det religiøse, det rebelske gør Nordvest til en vildt fed bydel – det vil vi til enhver tid forsvare.” For at forsvare mangfoldigheden skal det være endnu nemmere for os at mødes på tværs af bydelen. “Derfor vil vi kæmpe for, at Nordvest bliver en bydel, hvor forskellige kulturer ikke bare lever side om side men sammen!” forklarer Rasmus Holme Nielsen.

>> Vi kæmper for, at Nordvest bliver en bydel, hvor forskellige kulturer ikke bare lever side om side men sammen!
Rasmus Holme Nielsen, Enhedslisten Nordvest

Et grønnere Nordvest
Nordvest er kendetegnet ved at være et område fyldt med parkerede biler, både på de trafikerede veje og de mindre, beboede veje. Vi har få grønne områder, og skraldet flyder i gaderne. Det er ikke den bydel, vi gerne vil have. I Enhedslisten ser vi hellere, at der gøres mindre plads til parkerede biler og mere plads til mennesker og cykler, der kan nyde byens rum. Nordvest er i øjeblikket et af de områder, der ligger tættest på Indre by, hvor det er gratis at parkere. Det vil vi lave om på. Vi vil have flere træer og bænke i vores bydel.

Desuden bliver flere offentlige områder lejet ud til erhverv, som betyder, at man skal betale penge for at opholde sig på de åbne områder.

I Enhedslisten mener vi, at de offentlige pladser og områder skal være til gavn for alle. Derfor vil vi sørge for, at der i Nordvest bliver flere offentlige parker og pladser, som kommer til gavn for alle.

 

Lokalafdeling

Besøg Enhedslisten Nordvests hjemmeside

Besøg Enhedslisten Nordvest på Facebook