Gorm Anker Gunnarsen. Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten. Medlem af Børne- og ungdomsudvalget og Sundheds- og omsorgsudvalget.

Håndværket tilbage til Nyholm

Nyholms historie er først og fremmest fortællingen om de håndværk, der skabte København. Når Søværnet forlader Nyholm, vil det derfor være et naturligt hjemsted for den viden og det håndelag, som skal vedligeholde og forbedre vores by i fremtiden.

Håndværk og opfindsomhed hænger sammen. Udviklingen af håndværksmæssige færdigheder kan ikke skilles ad fra teknologihistorien. Og Nyholm var stedet, hvor de københavnske håndværk fik de største udfordringer og udviklede de mest innovative løsninger.

Efter 1600-tallets forvandling af Østdanmark til Sydsverige fastholdt den derefter enevældige kongemagt, at København skulle være hovedstad. Også selv om byen lå blot 14 km fra det Sverige, som kongerne fortsat krigedes med indtil 1720. Gennem en massiv indsats blev voldanlægget mod Amager udbygget, således at flåden kunne få et sikkert leje, og et nyt værft for flåden var beskyttet mod angreb. Gennem 200 år var dette værft Danmarks suverænt største arbejdsplads. Dertil vandrede hver morgen flere tusinde håndværkere for at tjene til deres brød. De medbragte deres sønner, som gik til hånde og blev oplært. Det fortsatte gennem generationer.

Arbejdspladsen var stabil og kvaliteten af arbejdet var afgørende for skibenes sødygtighed, proviantering, rigning. Det var også herfra, at andre virksomheder kunne rekruttere højt kvalificeret arbejdskraft. Den massive nationale investering i flåden og dens hjemsted smittede af på kvaliteten af alt byggeri i København og skabte også grundlaget for innovation.

Et af de fineste eksempler på samspil mellem skibstømrerne og alle de mange andre håndværk fra Nyholm er Frelserkirkens tårn, som arkitekten bag justerede sin oprindelige tegninger for, således at det fine tårn kom til at bære en superavanceret trækonstruktion med et himmelstræbende spir i stedet for blot at have en ret flad snoet trappe på toppen. Inspirationen fra Holmens håndværk er tydelig.

Holmen var det afgørende kraftcenter for kvalitetshåndværk i København.

Og det kan det blive igen. Den historiske ramme og den fortælling om håndværket som omgivelserne kan bære med sig, vil kunne inspirere en ny generation af unge københavnere til at søge mod håndværksmæssige kvalifikationer.

Når håndværkere fremviser deres færdigheder for hinanden, behøver rammen ikke modsige deres vilje til at forene form og funktion i skøn samdrægtighed. Vi behøver ikke at sende konkurrencer om godt håndværk ud i et betoneksil i Bella Centeret.

De unge kan lære at tage vedligeholde og tilpasse vores fine by på det sted, hvorfra den blev inspireret og skabt. Vi har brug for mere byggeri, der passer ind i byens miljøer og styrker dem. Det vil man lære bedst i byens håndværksmæssige hjerte.

Derfor skal vi fastholde en lokalplan, der reserverer Nyholm til offentlige formål. Og så skal vi arbejde på at modvirke det tab af håndværksmæssig stolthed og kunnen, som byggeriet i København lider under.

Hvis byggeriet af Niels Bohr bygningen fra start havde rekrutteret dygtige blikkenslagere med forståelse for faglige udfordringer til at bygge sammen med ingeniører og byggeledere, der også forstod forholdet mellem form og funktion, så kunne mange års forsinkelse og mange milliarderstatning fordyrelse have været undgået. Kernen i skandalen er manglen på kvalitet i design og håndværk. Det er en skandale, som gentages i mindre målestok mange steder i byen.

Hvis vi har håndværkere med sans for den eksisterende bygningsmasses kvaliteter, så kan vi vedligeholde bedre, vi kan undgå udsmidning af gode tegl og vinduer – og vi kan styrke genbrug af byggematerialer. Vi kan dermed drømme om en by, der ikke slækker på kvalitet og respekt for traditionen, når den udvikler sig. Vi har dermed også en mere bæredygtig fremtid, hvor vi kan indrette byggeriet efter en cirkulær økonomis betingelser.

København har gennem flere årtier oplevet, at de unges søgning til håndværksmæssige uddannelser har været faldende. Den onde cirkel skal brydes. Vi skal have styrket, fejret og genskabt en tradition. Jeg tror det kan ske ved en massiv satsning på at bringe håndværket hjem til Nyholm.

Bragt i Christianshavneren 5/3-2020
Blogger: