TRE PARTIER VIL FASTHOLDE LUKNINGEN AF LILLE KONGENSGADE

Enhedslisten, Alternativet og SF foreslår, at den midlertidige lukning af Lille Kongensgade fastholdes, som det også er efterspurgt lokalt.

I takt med at metrobyggepladserne er forsvundet, får københavnerne igen mere plads at bevæge sig på. Det giver langt bedre fremkommelighed, end det har været tilfældet under den lange anlægsperiode, men ét sted ser flere partier gerne, at man fastholder de nuværende begrænsninger for biltrafikken af hensyn til fodgængere og et godt byliv. I Lille Kongensgade tæt på Kongens Nytorv ønsker Enhedslisten, Alternativet og SF, at den midlertidige lukning af gaden for gennemkørende biltrafik opretholdes. Der er nemlig ingen grund til at åbne gaden for biltrafik igen, mener teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL):

– Københavnerne har vænnet sig til, at Lille Kongensgade er fredeliggjort trafikalt, og det sætter man stor pris på lokalt, hvor mange besøgende kommer til fods eller på cykel. Derfor bør vi selvfølgelig lytte, når gadens erhvervsdrivende og ejendomsbesiddere har et ønske om at holde gaden fri for gennemkørende trafik. Jeg kan kun bakke op om, at bilerne ikke igen skal bruge Lille Kongensgade som smutvej, når vi får området omkring Kongens Nytorv tilbage, siger Ninna Hedeager Olsen.

De tre partier bag forslaget peger samtidig på, at kommunen i øjeblikket sammen med københavnerne kigger på mulighederne for at reducere biltrafikken i Middelalderbyen. Herudover har partierne bag budgetaftalen for 2020 besluttet en analyse, der skal se på mulighederne for at begrænse biltrafikken i hele København ved at indsnævre gader eller helt lukke dem for biltrafik. Derfor giver det ifølge partierne ikke mening at genåbne Lille Kongensgade, hvis den så senere igen skal lukkes. Et flertal har tidligere besluttet, at heller ikke Vester Voldgade skal genåbnes for biltrafik efter indvielsen af Cityringen. Teknik- og Miljøforvaltningen er netop nu i dialog med politiet om denne beslutning. ¨

Medlemsforslaget skal behandles på Teknik- og Miljøudvalgets møde mandag d. 4. november.

Indstillingen kan findes her:
https://www.kk.dk/indhold/teknik-og-miljoudvalgets-modemateriale/04112019/edoc-agenda/194ff5b7-67ed-4c99-823c-b0cd4c25c5d9/9df86730-4cdb-4255-881e-1a9ad4d408de