Københavns Kommune skal have en ny integrationspolitik. Som medlem af Københavns Borgerrepræsentation har jeg derfor besøgt forskellige bydele i København, hvor jeg har talt med borgerne om deres hverdag, og de udfordringer, de synes er vigtige at få sat på den politiske dagsorden i forhold til deres eget lokalområde. Jeg har mødt engagerede borgere, der gerne vil det bedste for vores fælles by, og som er kommet med mange gode input og ideer til, hvordan vi gør København til en bedre by at bo og leve i for alle.
Københavns Kommune har taget initiativ til en række dialogmøder i nogle af de bydele, hvor integrationsudfordringerne er størst: Nørrebro, Tingbjerg og Amager. På dialogmøderne mødte mange aktive borgere op, og der blev diskuteret alt fra lokal jobskabelse og uddannelse til foreningslivet og folkeskolen. Stemningen var positiv, optimistisk og alle var klar til at trække i arbejdstøjet og bidrage med alt, hvad de kan. Det var opløftende at se lokale københavnere engagere sig i deres lokalområde og oprigtigt interessere sig for hinandens ve og vel. De vigtigste nøgleord, jeg tog med hjem fra dialogmøderne var samarbejde og fællesskab på tværs af hudfarve, etnisk baggrund, alder og social status.
Samtidig har vi desværre både lokalt og i landspolitik en række politikere, der konsekvent kommer med udtalelser, der direkte modarbejder det samarbejde og fællesskab, der er nødvendig for at sikre en positiv udvikling i de mest udsatte bydele. Det er udtalelser, der skader integrationen, når man går efter bestemte minoritetsgrupper, der stadig kæmper med at finde fodfæste i vores by og bidrage med hvad de kan til fællesskabet. Og det er i hvert fald ikke i overensstemmelse med den virkelighed jeg møder, når det påstås, at bestemte etniske eller religiøse mindretal ikke vil bidrage til fællesskabet og den positive udvikling. København er også minoriteternes by! København er en mangfoldig by, hvor der skal være plads til alle. På trods af de forskelligheder, der kan være, og de udfordringer, vi hver især kan have med os i bagagen.
København er på mange måder en opdelt by. Der er kæmpe forskel på befolkningen i de forskellige bydele, både i forhold til indkomst, uddannelsesniveau og levetid. Borgere i Indre By lever 10 år længere end i Nordvest, Nørrebro og Brønshøj. Mens de tre rigeste områder, Østerbro, Indre By og Frederiksberg, har fordoblet deres indkomster på 30 år, er indkomsten i byen fattigste område, Tingbjerg, kun steget 6%. Det rigeste sogn i København er Garnisons sogn, der ligger i Indre By. Her den gennemsnitlige indkomst efter skat på 378.000 kr. per person. Det fattigste sogn er Tingbjerg sogn, der ligger i Brønshøj. Her er den gennemsnitlige indkomst efter skat 146.000 kr., altså under halvdelen! Vi har i mange år oplevet, at de ressourcestærke har haft medvind, også p.g.a. prisstigningen på ejer- og andelsboliger, mens lejerne ikke har mærket nogen økonomisk gevinst.
Når man italesætter bestemte boligområder som en ghetto, er man med til at forstærke de kræfter, der skader integrationen. Man stigmatiserer og stempler en stor gruppe borgere, der i forvejen har deres at kæmpe med. Det giver ingen mening at sparke til nogen, der allerede ligger ned, lige så lidt giver det mening at lave økonomiske straffe for borgere, der i forvejen lever i de fattigste bydele. Hvorfor minoriteter og danskere, der har lavindkomster, bor i et bestemt område, har jo noget at gøre med deres indkomster. Det har noget at gøre med boligprisernes himmelflugt og den regulerede husleje i de almene boligområder. De fattigste bor i de billigste boliger! De bliver ikke rigere af at regeringen straffer dem. De bliver heller ikke mere integrerede i resten af København, hvis vi bliver ved med at stigmatisere dem og italesætte dem som et problem.
Københavns Kommune skal selvfølgelig praktisere den lovgivning, som regeringen laver, men det er godt nok svært for os, når man laver en lovgivning, der konstant besværliggør arbejdet med at forbedre vilkårene for de svageste og mindske uligheden i vores by. Tag f.eks. integrationsydelsen. Vi har i Københavns Kommune 983 borgere, der lever for integrationsydelse på 6.010 kr. om måneden. 1.378 borgere var i juni måned ramt af 225-timers reglen, hvilket betyder, at deres ydelse blev nedsat. For 81 borgere betød det i juni måned, at de slet ikke fik noget hjælp. Derudover har man demotiveret familierne ved at gøre boligydelsen afhængig af husstandsindkomsten, hvilket betyder, at familien mister boligstøtten, hvis et af børnene får et fritidsjob. Oveni dette kommer den umenneskelige behandling af syge og handicappede, der er blevet ramt af den ene reform efter den anden. Når man laver lovgivning skal man virkelig tænke sig om. Lovene skal give mening og være til gavn for fællesskabet. Lige nu burde vi være flove over, at vi har skabt et endnu mere splittet samfund, hvor middelklassen og overklassen bliver fede, mens resten udstødes langsomt.
Hvis vi skal skabe et sammenhængende samfund, er vi nødt til at starte med at have tillid til hinanden. Integration er en to-vejs proces. Så i stedet for at starte med at kræve af den anden, at hun skal være ligesom os, så mød din nabo med tillid og respekt. Vi skal lytte til hinanden og i fællesskab finde løsninger på de fælles udfordringer, vi står overfor: klimakatastofe, stigende fattigdom og ulighed, udviklingen af arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet osv. De udfordringer løser vi ikke ved at skabe et ”dem-og-os-samfund”. Vi skal samle i stedet for at splitte, hvis vi vil løse de store udfordringer, vi også mødes af i København.
Overstående var tryk i Information d. 6/9 2018 i forkertet udgave, læs den her: https://www.information.dk/debat/2018/09/regeringens-politik-goer-svaert-byroedder-loefte-integrationen
Blogger: