Træer i København

Planen er lagt for flere træer i København

27.704 træer kan flytte ind i København, hvis politikerne vil finde pengene til dem. Teknik- og Miljøforvaltningen har fremlagt en træprioriteringsplan for de næste tre år. Særligt gadetræer er efterspurgt af københavnerne, men de er også dyre.

København skal opleves som en grøn by. Det har politikerne i Borgerrepræsentationen vedtaget. For at nå i mål med ønsket har Teknik- og Miljøforvaltningen fremlagt en træprioriteringsplan for de næste tre år. Skal København nå at plante 100.000 træer som planlagt frem mod 2025, skal der rykkes på den grønne dagsorden. Men træerne har også en pris, bogstaveligt talt. Forvaltningens plan for knap 28.000 træer har nemlig en prislap på 323,7 mio. kr.. Det afskrækker dog ikke teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL):

– Der er bred politisk enighed om, at vi skal have en grønnere by, og det samme er efterspurgt af københavnerne. Derfor vil det også være naturligt at finde pengene til at føre drømmene om et grønnere København ud i livet. Jeg vil gerne være med til at finde pengene til at få taget næste skridt over de næste tre år, og jeg håber da, at de andre partier vil vise sig at være lige så grønne ved forhandlingsbordet i efteråret, som de går og bryster sig af, siger Morten Kabell.

Årsagen til det store investeringsbehov skyldes, at særligt gadetræer, som er meget efterspurgt af københavnerne, har en enhedspris på 75.000 kroner. Det skyldes, at det generelt er dyrere at plante et træ på et fx asfalteret areal sammenlignet med et græsareal. På gader er det også nødvendigt at tage hensyn til, hvad der ligger af forsyningsledninger i undergrunden. Det vil dog ikke give mening at pille gadetræerne ud af planen, mener Morten Kabell, selvom de knap 4000 foreslåede gadetræer samlet set har en pris på over 290 mio. kr.:

– Hvis vi vil have en grønnere by, nytter det ikke noget at nøjes med at plante træerne i parker og på enge. Træerne skal ind i byen, hvor de visuelt, miljømæssigt og sundhedsmæssigt kan gøre en forskel – og ikke mindst hvor de er særligt efterspurgt af københavnerne. Det er tid til at vise, at der er handling bag ordene, når det kommer til den grønne dagsorden, siger Morten Kabell.

Tidligere på året inviterede Københavns Kommune københavnerne til at komme med input om, hvor de savner træer. På 14 dage modtog kommunen 32.000 input. På top 10-listen finder man tungt trafikerede veje som H. C. Andersens Boulevard, Nørrebrogade, Frederikssundsvej og Jagtvej. Forvaltningen har foreslået en gennemsnitsafstand på 15 meter mellem gadetræerne på kommunale veje, som det kendes fra fx Berlin, og skal det forslag føres ud i livet, kræver det fx et sted mellem 100 og 150 træer på Nørrebrogade. På andre strækninger skal der plantes mellem 0-50 træer for at leve op til målsætningen.

Udover omkostningerne skal politikerne også forholde sig til, om behovet for parkeringspladser eller træer vejer tungest. Ud fra planen er det nemlig nødvendigt at nedlægge parkeringspladser for at få plads til lidt over 2000 af de samlet set 27.704 foreslåede træplantninger.

Teknik- og Miljøforvaltningens vision Fællesskab København fastsætter mål om, at 75 % af københavnerne skal opleve København som en grøn by i 2025. I 2016 var tallet 59 %. En undersøgelse viser, at 46 % af københavnerne efterspørger flere grønne opholdsområder, og 69 % ønsker mere grønt på gader, stræder, pladser samt helt tæt på boligen.

Politikerne i Teknik- og Miljøudvalget tager stilling til træprioriteringsplanen mandag eftermiddag.

Fakta:

Siden 2015 er der blevet plantet eller finansieret plantning af ca. 17.000 træer. Den overordnede plan for at plante træer tager derfor udgangspunkt i, at der skal plantes 83.000 træer frem mod 2025.

Borgerrepræsentationen vedtog den 26. maj 2016 en træpolitik for København, der indeholder mål om at plante flere træer i København. Den 30. maj 2016 vedtog Teknik- og Miljøudvalget en overordnet plan for at plante 100.000 træer i København.

Indstilling + træprioriteringsplan kan findes her: http://www.kk.dk/indhold/teknik-og-miljoudvalgets-modemateriale/22052017/edoc-agenda/ca267696-85e6-43ae-af06-48a55630852b/779915a7-7e82-4aa5-8d94-2513bd255c05